Dart
Sport
Dart
Video udkommer 1. April 2024
Dart

Dart spilles ved hjælp af et dartbræt på 45 cm i diameter og et sæt pile, som vi kommer tilbage til senere. Der findes også elektroniske dartskiver, men dem ser vi ikke på i dag.

Dartbræt og pile
Dartbrættet
Dartbrættet er opdelt i 20 felter rundt på skiven med Bulls Eye i midten og derudover er dartskiven opdelt med en sektion i midten, hvor point tælles tredobbelt og en sektion i kanten, hvor point tæller dobbelt. De forskellige felter er opdelt med en metal-wire, der helst skal være så tynd som muligt, så der er mindre chance for at pilene rammer metallet og bliver slået tilbage. Materialet, som dartskiven er lavet af, er afgørende for, hvor godt den modstår huller fra dartpilene, og en god kvalitets-dartskive kan fås for omkring 400-500 kr. Dartbrættet skal placeres i en højde af 173 cm, og spilleren skal stå med en afstand på 237 cm. Afstanden markeres med en linje på gulvet og må ikke overtrædes. Til gengæld må man gerne række ind over linjen.
Dartpile
Dartpilene må maksimalt veje 50 g og have en længde på maksimalt 30 cm og består af 4 dele. Spids, barrel, skaft og fliers. Spidsen kan være enten 32 mm eller 41 mm. Barrels er normalt lavet i enten messing eller tungsten og er den del af dartpilen, der er mest afgørende for pris og kvalitet. Messing er meget billigt og meget let, hvilket er et problem med dartpile, da barrelen så skal have en vis tykkelse og længde for at give den nødvendige vægt. Tungsten derimod er tungt og dyrt, men giver en mulighed for at lave en meget smallere eller kortere barrel i forhold til messing. Skaftet laves normalt i plastic eller nylon, og længden har her en stor indflydelse på flyveegenskaberne.
Udvalgte spil
501

Det mest udbredte dartspil er 501, hvor man begynder med 501 point og arbejder sig ned for at ramme 0 ved på skift at kaste 3 pile. Der skal sluttes af med enten at kaste en double eller bulls eye og man skal ramme præcis 0. Så hvis man for eksempel er kommet ned på 12, så kan man afslutte med double 6. Rammer man derimod højere end 12 bliver man stående på de 12.

Det kræver minimum 9 pile at komme ned på 0, hvilket kaldes en perfekt runde. En perfekt runde kan laves på flere måder som f.eks. 2 runder med 3 gange Triple 20 og en sidste runde Triple 20, Triple 19 og double 12.

301
301 er det samme som 501 bortset fra at man starter fra 301 i stedet for 501.
Klubber
I Danmark findes der over 100 dartklubber, der hører under Dansk Dart Union. På turneringsplan spilles der i 3 divisioner kaldet første til tredje division samt en danmarksserie. Det er kun 1. division, der ikke er delt op geografisk.