Solsystemet er det område i rummet, hvor Solens tyngdekraft dominerer og holder et væld af objekter i kredsløb. Det omfatter ikke kun de kendte planeter, men også måner, dværgplaneter, asteroider, kometer og utallige småpartikler. Solsystemets centrum er Solen, en gul dværgstjerne, som udgør over 99 % af systemets samlede masse og leverer energi til alt liv på Jorden.
Solen er en kæmpe kugle af brint og helium, hvor kernefusion danner den energi, vi ser som lys og mærker som varme. Uden Solen ville der ikke være liv på Jorden, og planeterne ville drive formålsløst rundt i det kolde univers.
Solsystemet rummer otte planeter, som inddeles i to hovedgrupper:
Den mindste og inderste planet. Merkur har ingen atmosfære og er præget af ekstreme temperaturer og store kratere.
En klippeplanet næsten på størrelse med Jorden, men med en tæt og giftig atmosfære, der skaber ekstreme drivhuseffekter.
Den eneste planet, vi kender, der har liv. Jorden har flydende vand på overfladen og en atmosfære, der beskytter mod skadelig stråling.
Kendt som den røde planet på grund af sit jernoxid-rige støv. Mars har tynd atmosfære og tegn på tidligere vand.
Den største planet i Solsystemet. Jupiter er en gasgigant med mere end 70 kendte måner – blandt andet Ganymedes, den største måne af alle.
Kendt for sit spektakulære ringsystem, som består af is og sten. Saturn har også mange måner, hvoraf Titan er den mest kendte.
En isgigant, der roterer næsten sidelæns. Dens atmosfære indeholder metan, som giver den den karakteristiske blågrønne farve.
Den yderste planet. Neptun har kraftige vinde og en dyb blå farve på grund af metan i atmosfæren.
Udover de otte planeter findes der dværgplaneter, såsom Pluto, Eris og Ceres. Disse himmellegemer opfylder mange planetkriterier, men deler deres baner med andre objekter.
Mange planeter og dværgplaneter har måner. Jorden har én – Månen – som påvirker tidevand og nattehimlen. Jupiter og Saturn har dusinvis, hvoraf flere (som Europa og Enceladus) menes at have underjordiske oceaner og muligvis livsbetingelser.
Mellem Mars og Jupiter ligger asteroidebæltet, hvor tusindvis af stenede objekter kredser om Solen. Ceres, en dværgplanet, er det største objekt her.
Uden for Neptuns bane findes Kuiperbæltet, hvor Pluto og mange andre isede objekter kredser. Endnu længere ude ligger Oorts sky – en hypotetisk sfære af milliarder af kometer, der omkranser hele Solsystemet som et kæmpe ydre lag.
Solsystemet blev dannet for omkring 4,6 milliarder år siden ud fra en roterende sky af gas og støv – en såkaldt soltåge. Tyngdekraften fik skyen til at kollapse, og i centrum blev Solen dannet. Resten af materialet samlede sig til planeter, måner og mindre objekter. Denne proces kaldes ofte nebularhypotesen.
Siden 1950’erne har mennesket sendt rumsonder til næsten alle hjørner af Solsystemet. Blandt de mest kendte er:
Solsystemet strækker sig langt ud over de otte planeter. Selvom grænsen ikke er præcis, regner man ofte Oorts sky som den yderste afgrænsning – omkring et lysår fra Solen. Det svarer til ca. 9.460 milliarder kilometer!
Jordens placering i Solsystemet – i den såkaldte beboelige zone – gør det muligt for vand at eksistere som væske, hvilket er essentielt for liv. Samtidig beskytter de store gasgiganter os mod mange kometer og asteroider, som ellers kunne true livet på Jorden.
