Djævlerokken kaldes også for Mantarokken, og på engelsk kendes den mest som Manta-Ray. Den er stadivæk forholdsvis uudforsket på grund af dens levesteder, der specielt for de store arter ligger langt fra kysterne.
Djævklefiskene (mantaerne) kan deles op i to arter: Manta alfredi og Manta bistrosis, hvor alfredi er del lille manta, der på engelsk nogle gange kaldes Devil Ray, og bistrosis er den største art, som kaldes for Manta Ray.
Djævlerokker er letgenkendelige dels på deres vinger og på de to finner, der sidder foran munden.
Djævlerokkerne lever både af fisk, som fanges under vandet og plankton og andre mindre dyr, som fanges i vandoverfladen.
Fangsten foregår ved at djævlefisken svæmmer med munden åben. Ved fangst af fisk, samler den ofte fiskene først ved at svæmme rundt om dem.
De to finner foran munden, der det meste af tiden bruges til at manøvrere, bruges ved fangst til at lede byttet hent til munden som vist på billedet ovenfor.
I vandet er djævlerokkens fjender udelukkende større hajer og hvaler. Derudover er de også udsat for parasitter, og derfor opsøger de jævnlig områder med rensefsk, der spiser parasitterne, og studier har vist, at djævlerokkerne bruger deres intelligens til at huske forskellige 'rensesteder'.
Som med mange andre truede dyrearter, så er kinesernes tro på traditionel medicin skyld i, at djævlerokkerne fanges i alt for stort tal i forhold til, at den er eklæret udrydningstruet. Specielt fiskere i Indien, Sri Lanka, Indonesien og Phillipinerne fanger alt for mange djævlerokker i forhold til antallet af djævlefisk.
Derudover fanges mange rokker i fiskenet, der er beregnet til andre fisk, hvilket blandt andet skyldes deres størrelse og mangel på evne til at svømme baglæns.
